Ruben Schachtenhaufen

Børn, i hvert fald dem på Østerbro, siger ikke længere ej i udtryk som Nej jeg vil ej!, Nej jeg er ej!, Nej du må ej! – de siger bare Nej jeg vil!, Nej jeg er! og Nej du må!

Det lyder helt skørt i mine ører. Jeg prøvede derfor at rette min datter (3½ år), hvilket resulterede i denne samtale:

Gudrun: Hvorfor holder du mor i hånden?
Far: Fordi hun er min kæreste.
Gudrun: Nej hun er!
Far: Det hedder “Nej hun er EJ!”
Gudrun: Hun er ikke din kæreste EJ!

Og moralen er: Når man retter andres sprogfejl skaber man ofte en række nye.

Alle danske børn bliver børn udsat for en sprogvurdering når de er omkring tre år. En del af denne sprogvurdering består i at forældrene skal udfylde et skema. Skemaet kan ses her.

Som far til en treårig pige er jeg således blevet bedt om at vurdere mit barns sprog. Dette består dels i at vurdere barnets ordforråd og hvor kompleks sætningsstruktur barnet mestrer. Et af spørgsmålene var dette:
Jeg svarede i en kommentar at mit barn naturligvis siger “Sebastian og MIG spiller bold” lige som jeg selv i øvrigt gør – hun er tre år, ikke tres år.

Det undrer mig at denne formulering kan komme med i denne test. Jeg tror ikke at der er nogen børn der siger “jeg” her. Det tyder på at man ikke har indhentet svarmulighederne fra ægte samtaler med børn, men konstrueret nogle svar.

Det kan selvfølgelig også være for at undgå reaktioner fra forældre der synes det hedder “Sebastian og jeg”, som således kunne tro at folkene bag undersøgelsen ikke beherskede dansk grammatik.